Der er fortsat et stort behov for, at der bliver etableret en cykelsti på Viemosevej. Det er den eneste mulige vej, når børnene fra de mange sideveje skal cykle frem og tilbage til Islev skole. Pga. af den nuværende manglende trafiksikkerhed er der mange forældre der i stedet for vælger at køre deres børn i skole. Det fører til mere trafik og kaosagtige forhold ved aflevering ved skolen, hvilket gør, at endnu færre vil lade deres børn cykle i skole. Vejen er stærkt benyttet, da den er adgangsvej til de mange sideveje i området, og den bliver også benyttet til gennemkørsel til Ringvej 3 ved Herlev.
Udover at vejen er en vigtig skolevej, skal områdets beboere også benytte den til mange af de lokale tilbud så som:
Islev torv med bager, post, cykelhandler, kiosk, den nye Netto, frisører, pizzeria og flere andre takeaway muligheder
Fritidstilbud med Orients fodboldklub og gymnastikforening, Taekwondo klub, alle Islev badets foreninger, børn og ungdomsklubben mm.
Kollektiv trafik, hvad enten det handler om at cykle op til Herlev station eller til en busholdeplads på Islevhusvej/Tårnvej.
Børnehaver, vuggestuer og andre pasningsmuligheder.
Viemosevej er kort sagt forbindelsesvejen gennem hele området, da mange af de andre veje i området er lukket af for at mindske trafikken der. Det gør, at al trafik, såvel cyklister som bilister bliver ledt ud på Viemosevej, og at behovet for at sikre cyklisterne er ekstra stort.
I dag er vejen lavet med en bred "fleksibel vejbane", der skal gøre det muligt at både parkere langs med vejen og cykle langs med vejen. Men den fleksible vejbane gør, at sikkerheden bliver endnu ringere, da børnene skal cykle ud på vejen udenom de parkerede biler for at komme forbi. Her i de mørke måneder om året udgør det en særlig fare og gør, at forældre holder deres børn fra at cykle i skole. Regnvejr med dårlig sigt og spejlblanke veje gør det endnu farligere. Dertil kommer, at vejens bredde opfordrer nogen til at køre stærkere på vejen - og tit stærkere end tilladt. Det har trafikbumpene desværre ikke kunnet forhindre.
Rødovre kommune har tidligere i år ladet et eksternt trafikplanlægningsfirma undersøge behovet for en cykelsti på Viemosevej. De kom frem til, at behovet for en cyklesti på Viemosevej/Sommerfuglevej var stort, og at det vil øge antallet af cyklister i området med hele 20%.
Rigtig fine betragtninger. Kan kun støtte op om ovenstående. Som tilflytter er jeg meget forbavset over forholdene i en by der bryster sig af at være god for børn. tilgift køres der ofte alt for hurtigt.